
en film af
NILS MALMROS
med THOMAS ERNST, SIMONE TANG, JESPER SVANE,
SOFIE LINDE LAURIDSEN, JACOB GROSEN,
SØREN PILMARK, IDA DWINGER, KRISTIAN HALKEN,
ANDREA VAGN JENSEN og FINN NØRBYGAARD.
Nils Malmros om ”Kærestesorger”:
LANG SYNOPSIS:
Efteråret 1961. 1. G Katedralskolen.
Der er fest hos Liselotte. Jonas (Thomas Ernst) har for første gang fået bh’en af Agnete (Simone Tang). Men hvad skal han nu gøre, for Agnete har slet ikke brug for nogen bh. Toke (Jesper Svane) er kravlet op på taget med udsigt over domkirken og søerne. Måske er det for at imponere Liselotte (Sofie Linde Lauridsen). Birger (Jacob Grosen Pedersen) står på hænder og falder omkuld, for han er plørefuld.
Således præsenterer instruktøren NILS MALMROS i starten miljøet og de unge hovedpersoner, vi skal leve og være sammen med i filmen.
Nærmere bestemt gennem hele deres gymnasietid - i komprimeret form.
Filmen er reelt optaget over tre år, så hovedpersonerne bliver ældre og forandrer sig for øjnene af os.
Det er alt det uden om klassen, der er det vigtigste. Sådan husker alle givetvis ungdommen.
Jonas er betaget af Agnetes borgerlige charmerende familie. Hun er gammelklog og fars pige. Hendes forgudede far (Søren Pilmark) er landsdommer. Men efterhånden bliver Jonas klar over, at familien er splittet, og Agnetes far har et nedfrosset forhold til sin kone (Ida Dwinger).
Toke laver en krampagtig manøvre for at slippe af med Liselotte igen. Samtidig har han svært ved at finde sin placering i klassen. Men han har også et anspændt forhold til sin far, der er tidligere modstandsmand. Toke vil gerne være kammerat med Jonas, men da Birger for en tid skal bo hos Jonas, er det i stedet de to der bliver nære venner. Toke er skuffet og isolerer sig fra klassen.
Jonas er betaget af Agnetes forførende storesøster Helene (Sofie Amalie Klougart), der er kæreste med Leif (Esben Smed). Da de to søstre laver et lille middagsselskab med Jonas og Leif, lægger Helene an på lillesøsters kæreste. Agnete er dybt såret og fremtvinger, at hun og Jonas skal holde en pause.
2. G.
Jonas forsøger sig med Agnetes klassekammerat, Inger Olesen (Anna W. Kjær), men hun er for avanceret. Agnete er først jaloux, men bliver så kæreste med Henrik, som kun går i 1.g. og bor på skolens kollegium.
Så er det Jonas’ tur til at blive jaloux, og han indleder en generobrings-manøvre, som han imidlertid fortryder i samme øjeblik, at den er lykkedes. Men da han opdager, at Agnete desuden har indledt et venskab med Toke, bliver han usikker. Agnete siger ganske vist, at det kun er et venskab – alene baseret på fælles interesser for filosofi og poesi.
Et overraskende drama udspiller sig, da det viser sig, at Birger har gjort Agnetes klassekammerat, Lena (Ninett Larsson), gravid. Hun bliver meldt ud af skolen, og han bliver bortvist. Men efter at Jonas’ far har interveneret, får Birger dog lov at fortsætte.
3. G.
Agnete har om muligt vokset sig endnu kønnere, og Jonas er ikke længere i tvivl om sine følelser for hende. Ikke mindst fordi han ikke kan få hende til at afvikle forbindelsen med Toke.
Jonas er blevet formand for gymnasieforeningen, og Agnetes far anbefaler sig selv som foredragsholder om Shakespeare. Det bliver pinagtigt for alle – ikke mindst for Agnete - da hendes far helt uden situationsfornemmelse endeløst bliver ved med at tale, indtil Jonas er nødt til at stoppe ham.
Hvad er der galt med Agnetes far, der tiltagende frivol og pinlig blander sig i datterens verden? Til sidst bryder han psykisk sammen og Jonas’ far (Kristian Halken), der er psykiater, får ham tvangsindlagt.
Da Agnetes far vender hjem fra hospitalet, er han en skygge af sig selv, hvad der får Agnete til at hævde, at moderen endelig har fået krammet på ham.
Jonas har været tilskuer til familiens nedtur, men da han opdager, at Agnete har været ham utro, går han i vrede. Det får Agnete til at opsøge ham om natten, og de går for første gang i seng med hinanden.
Men Toke har også brug for Agnete, da han er blevet smidt ud hjemmefra og må flytte på kollegiet. I den tilspidsede konflikt tvinges Agnete til at vælge – og vælger Toke.
Jonas er taberen - men med sidste skoledag kommer foråret og udfrielsen. Først da de bliver studenter, går den virkelige sandhed op for Jonas – men da er det for sent.
KORT SYNOPSIS:
KÆRESTESORGER er NILS MALMROS’ nye storfilm om gymnasie-ungdommen i 1960’erne. Filmen er ganske ekstraordinært optaget over en tre-årig periode, så filmens store persongalleri reelt bliver tre år ældre for øjnene af os.
Jonas og Agnete er på mange måder hinandens modsætninger, da de allerede i 1. G bliver kærester på Viborg Katedralskole i 1960’ernes Danmark. Jonas er den charmerende dreng, der er vellidt af alle, både kammerater og lærere, men som ikke er videre arbejdsom i skolen. Agnete, derimod, er en akademisk ambitiøs og begavet pige, som til gengæld ikke er særlig moden i livets andre forhold og som tynges af et anspændt forhold til sin familie. Trods deres umiddelbare forskelle er de stærkt draget af hinanden, og de gør meget for at få det til at fungere - men det er ikke altid nok. Deres tid sammen fra 1. til 3. G byder på alt fra forelskelse, jalousi, kærestesorger til utroskab og deres venner; Toke, Birger og Liselotte, vikles alle på den ene eller anden måde ind i Jonas og Agnetes turbulente forhold.
Thomas Ernst og Simone Tang har de to store hovedroller suppleret af en lang række omhyggeligt udvalgte amatører. Som de voksne møder vi bl.a. Søren Pilmark, Kristian Halken, Ida Dwinger, Andrea Vagn Jensen og Finn Nørbygaard.
'Kærestesorger' er et generationsportræt i stil med klassikeren 'Kundskabens træ' fra 1981 og Nils Malmros' første film siden 'At kende sandheden' fra 2002.
Instruktøren NILS MALMROS gennemførte inden den tre år lange indspilnings-proces af ”Kærestesorger” en af de mest omfattende castings i dansk filmhistorie. Derefter havde han en række markante, indtil nu ukendte, skuespillere som Thomas Ernst og Simone Tang i hovedrollerne.
Thomas Ernst (Jonas) er 19 år gammel. Han bliver færdig som tømrer i efteråret 2009.
Thomas er meget filmglad, har været elev på Legoland Show Academy og har medvirket i novellefilmene ”D+R” (2007) og ”UFO” (2008) samt kortfilmene ”En listepille” (2007) og ”Forbudt Libido” (2008).
Han har været i MGP 2003 og 2004 og indspillet sin egen rap-musik. Thomas startede som statist i ”Det perfekte kup” (2005) efterfulgt af reklamefilmen ”Gi gas Bo” (2006) og har gennem hele livet haft en drøm om at blive skuespiller.
Et fag han en dag håber at kunne leve af - og en ambition, der er tættere på at blive til virkelighed for ham med spillefilmdebuten i ”Kærestesorger”.
Simone Tang (Agnete) er født i 1990. Hun går på Svendborg Gymnasium og afslutter en 2-årig HF-uddannelse i sommeren 2009.
Hun er forsanger i ”Simone Tang Band”, hvor hun spiller sammen med fire andre musikere. Hun komponerer også sange til bandet på henholdsvis guitar og klaver. Hendes store drøm er at kunne leve af sin musik.
Simone er spinnings instruktør og går op i fitness. Hun var med i MGP 2004 med sangen ”Hvorfor gik du din vej?”, hvor Thomas Ernst spillede bas. Skuespillet kom ind i billedet med ”Kærestesorger” og dermed endnu en fremtidsmulighed – og hvis muligt, gerne kombineret med musikken. Ligesom Thomas har hun gået på Legoland Show Academy.
De suppleres med erfarne kræfter:
Søren Pilmark som tilbage i 1982 medvirkede i TV-serien ”Én stor familie” og siden er blevet én af Danmarks mest populære skuespillere. Teater og scener er i øvrigt Pilmarks primære hjemmebane, men de er suppleret med en række markante filmroller i f.eks. ”Blinkende lygter” (2000), ”Rembrandt” (2003), ”Kongekabale” (2004) - som gav ham både en Bodil og en Robert for bedste birolle - ”Lotto” (2006) og ”De unge år” (2007).
På TV har vi set ham i bl.a. ”Gøngehøvdingen” (1991) og som reservelæge Krogshøj i ”Riget” (1994 og 1997). Men den første lille filmrolle havde han i Nils Malmros’ novellefilm for TV ”Kammesjukjul”
Læg dertil musikalsk samarbejde med Per Pallesen og en af og til helt skeløjet fjerdedel af succes-kvartetten ”Ørkenens Sønner”.
Pilmark er desuden den der, som Bahnsen, sammen med Søs Egelinds stemme til Harry holder DSB på skinnerne.
Kristian Halken fik efter uddannelsen på Statens Teaterskole i 1981 en lille rolle i Erik Clausens ”Cirkus Casablanca”.
Han har en lang række teaterroller på sit CV, på bl.a. Odense Teater, Grønnegårds Teater, Ålborg Teater, Betty Nansen og Nørrebro Teater. Han har spillet revy og haft en lang række TV-roller i f.eks. ”Strisser på Samsø”, ”Rejseholdet” (afsnit 13), ”Hotellet” og sidst i ”Sommer”.
Kristian Halken har to gange (i 2001 og 2003) modtaget den eftertragtede Reumertpris. Han har medvirket i en lang række film bl.a. ”Kun en pige” (1995), ”Klinkevals” (1999), ”Juliane” (2000), ”Solkongen” (2005), ”Af banen!” (2005), ”Karlas Kabale” (2007) og ”Mollycam” (2008)
Andrea Vagn Jensen blev uddannet på Århus Teaterskole i 1990 og fik i 1991 teaterrollen i ”Marie Stuart” på Århus Teater. Hun var hos Dr. Dante 1993-94 og har medvirket i en lang række skuespil på flere teatre.
Hun filmdebuterede i ”To mand i en sofa” (1994). I 1997 blev hun landskendt som politisekretæren Ulla i den succesfulde TV-serie ”Strisser på Samsø”. Samme år spillede hun i ”Det store flip” og efterfølgende har hun medvirket i bl.a. ”Ørkenens juvel” (2005), ”Oscar og Josefine” (2005), ”Store planer” (2005), ”Bag det stille ydre” (2005) og ”Rene hjerter” (2006).
På TV har Andrea Vagn Jensen bl.a. spillet i julekalenderen ”Jesus og Josefine” fra 2003 og ”Nikolaj og Julie” (2002).
Ida Dwinger kommer fra Odense Teater, hvorfra hun blev uddannet i 1984. Ud over teater har hun på film bl.a. medvirket i ”Sort Høst” (1993), ”Elsker dig for evigt” (2002), Malmros’ ”At kende sandheden” (2002) ”Reconstruction” (2003), ”Anja efter Viktor” (2003), ”Fluerne på væggen” (2005), ”Efter brylluppet” (2006) og ”Hjemve” (2007).
Hun spiller Ulla i den succesfulde TV-serie ”Sommer” (2008), men har på TV også medvirket i ”Krøniken” m.m.
Nils Malmros, som sammen med John Mogensen også har skrevet manuskriptet til ”Kærestesorger”, er en af dansk films mest markante personligheder.
En af de få auteurs vi har.
Lægen fra Århus har med sine, nu 10, værker sat milepæle i dansk film - fra ”Lars Ole 5. C” i 1973 til den aktuelle ”Kærestesorger”.
Dvs. det hele startede med ”En mærkelig Kærlighed” i 1968. Men på perlerækken kan man se ”Drenge” (1977), ”Kundskabens Træ” (1981), ”Skønheden og Udyret” (1983), ”Århus by Night” (1989), ”Kærlighedens Smerte” (1992), ”Barbara” (1997) og ”At kende Sandheden” (2002).
Alle film instrueret og skrevet af Malmros. (”Barbara” adskiller sig fra de øvrige ved at være instruktørens hidtil eneste roman-filmatisering).
Fire gange Bodil-vinder for Bedste Danske Film og syv Robert-priser er Malmros blevet beæret med. ”Kundskabens Træ” er på kulturministeriets Kanonliste. Hans film har tre gange været nomineret til Guldbjørnen på Berlins filmfestival.
”Kundskabens træ” har været på Cannes-festivalen, modtaget Gjert Baarden-prisen i Oslo og Filmlinsen i Lübeck. Han modtog i 2005 Copenhagen International Film Festivals ærespris Den Gyldne Svane for sin samlede produktion på dengang 9 film.
I 2006 modtog han Nordisk Films Hæderspris på 100.000 kr. for sit samlede værk i anledning af Nordisk Films 100 års jubilæum.
Den autodidakte Malmros er berømt for sin perfektionisme og sine helt unikke evner til at få amatør-skuespillere til at fungere overbevisende. Han er ligeledes kendt for at give sig god tid med sine værker - forarbejdet er årelangt.
I ”Kærestesorger” strækker indspildningstiden sig oven i købet også over adskillige år.
Nils Malmros udtaler:
- KÆRESTESORGER handler om gymnasieungdommen og det at blive voksen i et borgerligt miljø i starten af 1960’erne. Det er tiden, hvor man drømmer om at opleve de store følelser, samtidig med at man er bange for at binde sig. Filmen er en selvstændig historie, men tematisk ligger den i forlængelse af KUNDSKABENS TRÆ. Den er blevet optaget over de sidste tre år i Viborg og i Filmby Århus”.
Produceren er Thomas Heinesen som var produktionsassistent for Malmros på ”Århus by Night” (1989). Han debuterede som producer på kortfilmen ”Hvornår kommer strygerne?” (1998) og slog for alvor sit navn fast som producer på Susanne Biers kæmpesucces ”Den eneste ene” (1999) og hendes næste film ”Hånden på hjertet” (2000). Siden har Heinesen produceret flere markante film som Malmros’ ”At kende Sandheden” (2002), animationsfilmen ”Terkel i knibe”, ”Til døden os skiller” (2007) og ”To verdener” (2008).
Flere af medarbejderne på holdet har arbejdet med Malmros før, blandt dem fotografen Jan Weincke - en af de mest erfarne og dygtigste bag et kamera. Han fotograferede ”Kundskabens Træ” (1981), ”Skønheden og Udyret” (1983), ”Århus by Night” (1989), ”Kærlighedens Smerte” (1992), ”Barbara” (1997) og ”At kende Sandheden” (2002) sammen med Malmros.
Med venlig hilsen
NORDISK FILM BIOGRAFDISTRIBUTION
Med ”Kærestesorger” vil jeg genskabe min gymnasietid i starten af 60’erne og på ny gennemleve de forvirrede følelser, jeg havde i de år. Filmen handler om de små forelskelser, der skulle gøre det ud for den store kærlighed, men som blev halvhjertede, fordi man hver gang frygtede, at man bandt sig for resten af livet. Først når man blev svigtet, var følelserne fuldtonede. For som det bliver sagt i filmen: ”Man er først rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” - men da er
det for sent.
Dagmar, Metropol, Palads, CinemaxX, Grand, Empire, Falkoner, Biocity/Tåstrup, Kinopalæet/Lyngby, Albertslund, Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Kastrup, Park Bio/Østerbro, Reprise Teatret/Holte, Vanløse, Birkerød, Stenløse, Værløse, Biocity/Århus, Metropol/Århus, CinemaxX Århus, Øst for Paradis/Århus, Biocity/Ålborg, Metropol/Ålborg, Biocity/Odense, CinemaxX Rosengård/Odense, Cafebiografen/Odense, Esbjerg, Helsingør, Herning, Hillerød, Hjørring, Holstebro, Horsens, Kolding, Nykøbing Falster, Næstved, Randers, Roskilde, Silkeborg, Slagelse, Svendborg, Vejle, Viborg,
Aabenraa, Fakse, Fredericia, Frederikshavn, Frederikssund, Frederiksværk, Grenå, Haderslev,
Holbæk, Hornslet, Humlebæk, Hvalsø, Ikast, Kalundborg, Klovborg, Køge, Malling, Middelfart,
Nyborg, Nykøbing Mors, Odder, Ringsted, Rønne, Skanderborg, Skive, Sorø, Struer,
Sønderborg, Thisted, Tønder, Varde, Vig, Vordingborg
Nils Malmros, december 2008